Låst inde bag åbne døre


Pension Skejby er et alternativt afsoningstilbud, hvor man har særlig fokus på at udvikle de indsatte. Det gør man blandt andet ved at mikse indsatte med ”almindelige” borgere.

 Af Helene Navne og Kristian Georgsen

Et dusin halloween græskar smiler til dig ved den åbne hoveddør. Her er det let at komme ind og ud. Man er velkommen.

Umiddelbart indenfor hoveddøren møder man kontorets åbne døre. Du kan tydeligt høre deres telefonsamtaler.

”Vi skal have den indstilling afsted. Vi sender den med det samme. Mange tak. Vi snakkes ved. Hej hej,” siger en af medarbejderne til det sorte telefonrør. Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro, at man var  gået ind på en folkehøjskole.

De åbne døre giver åbenhed

På førstesalen bag endnu en åben dør sidder Pensions Skejbys forstander, Hans Jørgen Tholstrup, som har været på stedet siden april 1973. Han er en stor, solbrændt mand med kort gråt hår og  stålfaste øjne. Han bærer en mørk jakke i solidt stof, en mørk polo med gule striber, mærke jeans, sorte strømper og lilla plastictræsko. Han fortæller at alle døre er åbne for at sikre den størst mulige åbenhed.

”Der skal ikke foregå noget de indsatte ikke må høre. Især ikke deres egen sagsbehandling skal være en hemmelighed”

 

Minusser og plusser

På de lange gange med røde murstensvægge er ingen af dørene dog åbne. Det er dørene indtil klienternes værelser. På overfladen er de helt ens, med et navneskilt ved hver dør og et eller flere par sko stående uden for døren.

Men bag dørene gemmer der sig meget forskellige skæbner. 10 af de 25 beboere har en ren straffeattest, og bor altså dør om dør med de indsatte, som afsoner deres straf. På stedet kaldes en der afsoner en straf en plusser, og en minusser er en som ikke afsoner en straf.

Minusserne er på Pension Skejby for at skabe et alsidigt miljø, hvor det er naturligt at snakke om andet end kriminalitet.

”Hvis ikke det var for minusserne, tror jeg ikke vi kom nær så meget ud. De har en god fokus på de ting der sker ude i byen, og de er gode til at lave ture ud til arrangementer.” Siger Lotte Vestergaard Pedersen, som afsoner en straf på 18 måneder

”Minusserne er her for at vise, at man kan sammenligne sig med alle. Vi er mennesker, vi kan leve et liv, og vi har muligheder. I og med at man kan se det, sker der altså en enorm udvikling helt automatisk.” Siger Hans Jørgen Tholstrup.

 

Fokus på udvikling

Et centralt rum på Pension Skejby er køkkenet. Et stort aflangt rum, som hurtigt leder tankerne hen på skolekøkkenet i en dansk folkeskole. På halvvæggene står der krydderier i lange baner, der afgrænser de fire køkkengrupper, som findes her. På hvert køleskab hænger der lister med ting, som gruppen har aftalt, postkort og huskesedler.

Hver aften spiser beboerne sammen med deres køkkengruppe, som også er deres sociale gruppe, hvor de holder møder, snakker om konflikter og laver arrangementer. På den måde forsøger man at skabe en fællesskabsfølelse blandt beboerne. Det gør man for at have fokus på udvikling hos de indsatte, imens de er der. En ting der ikke er meget plads til i den danske kriminalforsorg ifølge Hans Jørgen Tholstrup. Han angriber især de handleplaner som laves i de danske fængsler.

Hvis Pension Skejby har fået en langtidsindsat, som skal afsone den sidste del af sin straf hos dem, har han dermed allerede en handleplan, som kan være planlagt flere måneder i forvejen. Den plan kan ikke ændres før næste møde.

”Men på næste møde kigger man på, hvad man besluttede dengang, og hvorfor gjorde man det. Så uanset hvad, der er sket i mellemtiden, så ændrer man det ikke, hvis hensynet til retshåndhævelsen gør, at man ikke skal ændre i det. Det hænger ikke sammen med udvikling,” siger Hans Jørgen Tholstrup.

 

Flotte resultater

Pension Skejbys store fokus på udvikling indebærer, at Hans Jørgen Tholstrup og de andre ansatte gerne vil vise de indsatte tillid og give dem ansvar for deres eget liv, så de på den måde føler, at de har muligheder.

”Det gør vi, for at de indsatte fastholdes i et positivt syn på livet. For det er det, som det hele drejer sig om.” Siger Hans Jørgen Tholstrup.

Denne metode har givet flotte resultater. I 2006 udkom en stor rapport, som konkluderede, at alle grupper, man havde målt på, havde mindre sandsynlighed for at vende tilbage til kriminalitet, end den kontrolgruppe man havde på andre pensioner.

Indsatte på pensioner har desuden generelt en lavere risiko for at vende tilbage til kriminalitet end indsatte fra fængslerne.

 

Mindes de gamle beboere

På Hans Jørgens Tholstrups kontor er der et hjørne, man ikke lige ser på grund af reolen. Kun fra skrivebordet falder øjnene naturligt på det. I det hjørne hænger et stort maleri i lilla nuancer og blå nuancer. Midt i billedet kigger et hårløst menneskehoved med udstående øjne forundret ud på verden. Hovedet er det eneste af et menneske, som titter frem af et gigantisk æg.

Billedet er malet af en tidligere beboer, som et symbol på den genfødsel det var at komme ud af et livslangt misbrug.

”Han tog så senere sit eget liv.” fortæller Hans Jørgen Tholstrup. Heldigvis oplever han flere lykkelige afslutninger end tragiske.

“Der er af og til nogen, der kommer tilbage på besøg. Så har de hele familien med, mor, kone, børn og det hele og skal vise, hvor far sad, da han var ung og havde lavet noget møg. Det giver mening,” siger Hans Jørgen Tholstrup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Webtema efterår 2011 Helene Navne og Kristian Geogrsen